Sanne Nyland Christensen

Gulu, Uganda
Efter 20 år med borgerkrig i det nordlige Uganda er internationale nød- og udviklingsorganisationerne nu rykket massivt ind området.
Firehjulstrækkere med navne på hjælpeorganisationer drøner henover den røde jord, og i Gulu-provinsens hovedby er hvert et gadekryds fyldt med skilte til velmenende organisationer, som har alt lige fra mad, medicin og velgørenhed på lager bag vagter og høje hegn med pigtråd.
Planen er at hjælpe de mere end en million internt fordrevne, som stadig bor under kummerlige forhold i flygtningelejre på trods af den igangværende fredsprocess og et bredt ønsket om at vende hjem. Hjem til landsbyen og de haver, der kunne have brødfødt tusinder af de børn, der i dag er så underernærede, at deres eneste krog til livet er månedlige nødrationer og proteintilskud fra udenlandske donorere.
Mange i området udtrykker undren over, at de internt fordrevne ikke for længst har vendt frygten ryggen – og er draget hjem til de huse og haver, de oprindeligt flygtede eller blev jaget væk fra. Men ikke den lokale motorcykel- og informationspræst Willy Akena.
Han bor i området og kører jævnligt ud til lejrerne for at fortælle beboerne, at Gud ikke har forladt dem, selvom sundhed og skolegang stadig er noget, de fleste må drømme om, når de forsøger at sove sig fra sulten.
I hans øjne er Gulu-provinsen hårdt ramt. Af krig - og velgørenhed.
Og umiddelbart er præsten ikke et øjeblik i tvivl om, at beboerne i lejrene ville vende hurtigere tilbage til deres landsbyer og igang med livet, hvis de glade givere fra rige lande lod være med at dele mad og medicin ud i lejrene - men i stedet skærpede fokus på genopbygningen og tilbagetrækningen til de oprindelige hjem.
Ved nærmere eftertanke koorigerer han dog sin udtalelse en anelse og siger, at det er ok at hjælpe folk i nød, så længe fredsprocessen kører. Men derefter skal de fleste af de hjælpeorganisationer, der har kastet sig over ’donordarlingen’ i nord, trække sig ud af området hurtigst muligt.
I Ugandas hovedstad Kampala udtrykker den danske ambassadør Stig Barlyng sig anderledes. Han siger pænt, at nød- og udviklingsbranchen skal passe på ikke at gøre indbyggerne i nord til klienter.
Om det er sket, er svært at se. For det enorme antal firehjulstrækkere, der konstant blæser gennem hovedbyens gader med logo på de blafrende flag er så overvældende, at man skulle tro Viktoriasøen havde kastet en tsunami af sig. Mange af de kendte organisationer er til stede i lige netop Gulu-provinsen, som efter sigende skulle modtage langt størstedelen af den bistand, der i dag lander i Uganda nord for Nilen: Red Cross, World Vision, Unicef, UN, UNDP, Save the Children, World Food Program – og sidst men ikke mindst US Aid, som holdt deres indtog i Gulu by forleden med stor stohej, konference, bannere, gratis kasketter og kuglepenne.
En ting synes alle at være enige om: Livsvilkårene for områdets beboere skal forbedres væsentligt – spørgsmålet er blot, hvordan?
Min syv-årige søn er ikke i tvivl.
Han har ofte set billeder og hørt historier om børn i Afrika. Allerede for halvandet år siden viskede han den mentale afstand mellem dem og os ud ved at spørge, om ikke jeg troede, at drengen Jack fra Nairobis slum havde lyst til at lege en dag.
Jeg forklarede, at de havde han sikkert, men boede langt væk og iøvrigt ikke ejede andet end en hjemmelavet bold af plastikposer.
Det sendte knægten i tænkeboks. Og den morgen URBANs udsendte fløj til Uganda, blev der rumsteret en del rundt inde på børnværelset inden den lyshårede dreng stod i døråbningen med en pose fyldt med LEGO og ordene:
”Mor, kan du ikke lige tage det her med ned til børnene i Afrika. Så kan de selv bygge det legetøj, de gerne vil have.”

Onsdag den juni 2007, Kampala, Uganda
I går besøgte jeg et af Kampalas slumkvarterer. En knallertchauffør kørte mig hen til gaderne uden navn. Der hvor husene er lavet af mudder – og tre-årige passer på deres mindre søskende, mens familiens ældste kæmper for at tjene penge nok til dagens eneste måltid.
Ved områdets eneste hane med rent vand flokkedes kvinder og børn for at fylde deres plastikdunke op i solnedgangen. De mindste trissede barfodet rundt langs kloakken i håb om at finde noget at lege med - og områdets ældste drenge spillede med en hjemmelavet bold af majsblade og aflagte plastikposer.
Foran en hytte af ler og blik mødte jeg Joseline Atukwase. Hendes hænder rystede svagt. For medicinen mod malaria havde endnu ikke slået hendes feber ned – og derfor forberedte hun sig på at sende sine to børn i seng uden den kop the, de normalt får som aftensmad.
Vi talte. Hun spurgte til mit liv – og jeg fik hendes historie, sagde pænt farvel – og kørte hjem til mit trestjernede hotelværelse.
Og så er spørgsmålet: Hvad gør man når den mennneskelige og faglige etik kolliderer?
Skal kilder have penge for at deltage i et interview? Nej. Det skal de ikke. Det ville stride mod enhver form for etik at købe sig til ord på blokken. Men hvis kilden bor i et afrikansk slumområde, er enlig mor til to, syg og sulten - skal man så i stilhed ligge en pengeseddel på bordet, når man efter en halv times udveksling af spørgsmål og svar går ud af hendes og børnenes liv?

Onsdag den 20. juni 2007, Kampala, Uganda
Det er farligt at overleve en trafikulykke i Uganda.
Ofrene ender typisk med at blive overfaldet og plyndret af deres egne i stedet for at få den rette hjælp. For fattigdommen er stor. Og derfor er det alment kendt, at lokale på et splitsekund forvandles til gribbe, når uheldet er ude. De kæmper om at komme først til fadet og slår gerne fra sig i håb om at få kløerne i et par sko eller en mobiltelefon.
Skulle gerningsmanden trodse alle råd og stoppe op i stedet for at flygte hen til nærmeste politistation, så er hans udsigt til et langt liv sjældent meget bedre end ofrets.
For tørre tæsk er mildeste straf, når gadevældet tager loven i egen hånd – og er det et barn, der er blevet påkørt, så bliver føreren, som regel banket ihjel på stedet. Og røvet.
Men hvor begynder den onde spiral? Hvordan slutter den? Med bedre veje. Sikre biler – eller større respekt for hinanden og demokratiet? Jeg er sikker på, at det sidste, er det rigtige svar. Men opfattelsen af ret og rigtigt er fjern i Uganda. Her bygger ministre store huse for korruptionspenge, skolelærere slår eleverne, selvom det for længst er blevet forbudt ved lov - og når børn med demokratimateriale fra Mellemfolkeligt Samvirke i hånden bliver spurgt, hvad forskellen er på en hersker og leder, lyder svaret: Mand/kvinde.
Demokrati, rettigheder og respekt tager tid – og med det i mente foreslår URBANs udsendte medarbejder derfor, at man trykker speederen i bund, når det drejer sig om fattigdomsbekæmpelse - og sørger for at køre forsigtigt i Uganda.

Tirsdag d. 19 juni 2007, Kampala, Uganda
”Ugandas præsident er en diktator. Han er magtsyg - men alligevel ikke værre end så mange andre ledere i afrikanske lande. For han lader mig skrive lige præcist det, jeg vil – indtil et vist punkt,” lyder det fra Frank Nyakairu.
Han er ansat som dybdeborende reporter på landets næststørste avis ’Daily Monitor’ og blev for få år siden fængslet, fordi han skrev, at oprørerne i Nord havde skudt en af regeringens helikoptere ned.
Det blev for meget for præsidenten – og for ikke at miste yderligere ansigt – valgte han ifølge Frank, at smide skribenten bag tremmer i en uge og lukke avisen lige så længe.
”Ingen skal holde mig fra at skrive sandheden. Selvom jeg blev brudt ned, var jeg aldrig bange – og efter at være kommet ud har jeg genfundet styrken – og er selvfølgelig klar til at krydse præsidentens grænse igen, hvis det er nødvendigt,” sige Frank Nyakairu, der netop har fældet en af landets ministre for korruption med en række afslørende artikler.
Som så mage andre af avisens ansatte har han valgt fine universitetsuddannelser fra for at blive journalist og må nu bi-jobbe for europæiske telegrambureauer for at være del af landets fjerde statsmagt. For lønnen er lav og derfor holder de fleste af bladets journalister kun en håndfuld år på det tætpakkede kontor i Kampalas industriområde.
”Pengene i PR-branchen lokker. Men jeg rykker ikke over på den anden side af bordet. For det er her den rigtige journalistik bliver lavet. Den der kan ændrer verden,” siger Frank, der om to uger stempler ind til et større kulturchok på URBANs hovedredaktion i København.
For udover en yderst afslappet påklædning i Aldersrogade, har vi sjældent strømsvigt, internetforbindelsen slår kun knuder et par gange om dagen og nyhederne er så gode, at vi giver dem væk.
I Danmark har alle nemlig ret til en fed avis.
Det har URBAN for længst cementeret med en lang række afslørende, underholdende og afgørende artikler, som den første danske gratisavis.
I Uganda forholder det sig anderledes. Her smækker trykkeriet en klips i hjørnet af hver udgave, så køberne kan tjekke om den er jomfruelig. For nyheder og informationer fra den trykte presse koster penge – og ifølge Frank Nyakairu er tanken om en ugandisk gratisavis direkte fjern, fordi store dele af befolkningen stadig er ude af stand til at læse og de fattige højst sandsynligt vil rippe standerne for at få papir.
”Her kører radioen i stedet overalt,” lyder det fra Frank Nyakairu, som ikke er et øjeblik i tvivl om, at pressen spiller en afgørende rolle i Uganda. For som han siger:
”Medierne er demokratiets vagthund.”

Mandag 18. juni 2007, Kampala, Uganda
Er der nogen der har set min gode opførsel og naturlige omsorg for andre? Jeg er sikker på, at jeg havde den, da jeg i fredags stod i Københavns Lufthavn. Men nu er den væk.
I går, da jeg slentrede rundt i et af Kampalas dyre cafeområder, opdagede jeg en såkaldt krøbling.
Hans ene ben var væk – det andet vissent. Og der, hvor hænderne skulle have siddet, var i stedet to beskidte knolde med hård hud.
Langsomt men bestemt møvede han sig hen over parkeringspladsens røde jord som en edderkop, nogle børn havde moret sig med at hive benene af. Hans træthed var tydelig – men det opgivende udtryk blev først markant, da en restauratør tømte sine gulvspande ud mellem bilerne og forvandlede den kravlendes sti til en pøl af mudder.
Ingen hjalp. Jeg ventede. Stadig ingen af de hvide eller velhavende gæster ved bordene hjalp. Og så gik jeg videre. For selvom jeg er opdraget til at hjælpe gangbesværede og blinde over gaden, så har jeg også fået tudet ørene fulde med, at man skal skik følge eller land fly.
Men skal man det? Er det ok at lade en mand med et ben i underskud og nul hænder kæmpe sig gennem rendestenen, fordi andre vender ryggen til?
Nej.
Heldigvis har jeg fået min anstændighed tilbage. Den ankom med et par dages forsinkelse – og forlader mig ikke igen.

Søndag den 17. juni 2007, Kampala, Uganda
Jeg har holdt weekend i Uganda. Umiddelbart lyder det som en bizar beskæftigelse set i forhold til mine veninder, som hellere napper en billigbillet til London for at købe sko og æde sushi til de segner - men da jeg stempler ind i redaktionen på ’Daily Monitor’ i morgen, mente jeg, det var bedst at blande mine vaccinationer med lidt lokalkendskab, så jeg kan kalde mig forberedt på lidt af hvert.
Efter præcist 24 timer i landet er jeg på nippet til at give min nye ven fra Taxamotor ret i sit had/ kærlighedsforhold til sit fædrene land.
Uganda er et glemt paradis. Frodigt som ind i helvede og med et folk, der trods britisk herredømme, terrorregime, borgerkrig, hiv og fattigdom bærer sin skæbne med et stolthed og smil.
Overalt er jeg blevet budt velkommen med vink, varme og ordet ’muzungu’, som betyder hvid - men samtidig nåede jeg heller ikke at blinke to gange i den lokale Jomfru Ane Gade før jeg vidste, at prostitution – både som betalingsmiddel og handelsvare - er en meget åbenlys og udbredt del af den daglige økonomi. Præcist lige som korruption.
I et forsøg for at slippe for to meget pågående mænd, som tilbød ’venskab’ til gengæld for pengegaver og mulig opholdstilladelse i Europa, sprang jeg i nat bag på en knallerttaxa og blev i høj hast kørt gennem hovedstadens mørke gader – og lige ind i en politiafspærring, hvor fem uniformerede betjente hev knallertens såkaldte bora bora chauffør til side med det slet skjulte formål at kræve penge - fordi de vil og kan.
Heldigvis slap den unge mand for at aflevere et beløb svarende til det, en fattig ugander må leve for om dagen.
For ved siden af at køre knallert er chaufføren efter eget udsagn politiets opsynsmand, og selvom det i bund og grund betyder et liv som stikker, så glædede han sig over ikke at skulle give ’a little something’, hver gang politiet stopper ham.
Alligevel kunne han afsløre, at langt de fleste finder en stor pengeseddel frem, kører videre og forsøger at indhente tabet med overarbejde i stedet for at skrige: ”Nej, gu vil jeg give dig noget. Hvis du mener min forlygte er i stykker, selvom den lyser, så udskriv en bøde, hiv mig i retten eller mød mig på forsiden af en formiddagsavis.”
For i det her land udkommer love ikke med en borgerlig brugermanual. Og derfor er rettigheder i Uganda typisk noget man har – uden at ane det eller vide, hvordan man udnytter dem.

Lørdag den 16. juni 2007, Kampala, Uganda
Er der demokrati i Uganda? Det siger landets præsident – men den taxachauffør, jeg kørte med inden afrejse fra Københavns Lufthavn, er lodret uenig.
Mig (nysgerrig): Undskyld jeg spørger. Er du tilfældigvis fra Uganda?
Chauffør (meget solbrændt og benovet): Ja, hvordan kan du se det?
Mig (pinlig berørt, men ærlig og i gang med at give samtalen en ny drejning): Øh, du ser så glad ud. Og så tænkte jeg. Du må være fra det østafrikanske land, jeg skal ned og arbejde i. Jeg er journalist og skal i den kommende uge knokle på landets største avis og skrive om Jeres demokrati.
Chauffør (undrende): Demokrati. Er du sikker på, at det er Uganda, du skal til. Det er et meget korrupt land, hvor store dele er ødelagt af borgerkrig og præsidenten har siddet på magten siden 1986. Tror du ikke, du skal kigge på din billet, igen?
Efter et hurtigt tjek og advarsler mod både hiv, tyveri og fængsling for at ytre sig, blev jeg ønsket god tur af min nye ven fra TaxaMotor.
For selvom han flygtede fra sit hjemland for 16 år siden og stadig ikke har lyst til at stå frem med billede og navn af frygt for forfølgelse, sluttede han køreturen af med en tåre i de mørke øjne og ordene:
”Jeg har ikke set min familie, siden jeg flygtede til Danmark. Uganda er et glemt paradis på jord. God tur.”